❣️Læs de 8 juleråd 👇
I juletiden har vi ofte alt for meget på ”tallerkenen” - ikke nødvendigvis fordi vi spiser for meget, men fordi vi ofte har væsentligt flere gøremål, flere ting vi skal tage stilling til, flere forhold at tænke på, mere at leve op til, flere hensyn at tage og flere forventninger, der presser, end vi normalt har i hverdagen.
Men fortvivl ikke, du kan nemlig selv gøre meget for, at din jul bliver mere harmonisk og rolig.
De 8 juleråd:
❣️Tal med nogen om det der bekymrer dig. Når du oplever at sidde fast i dårlige mønstre, er det ofte meget vanskeligt at forandre det alene. Du tænker jo de tanker, du kan, så du har brug for input udefra til at tænke i nye retninger og løsninger.
❣️Prioritér det du selv vil før pligter. Du får energi af at gøre noget, du selv synes, er rart og hyggeligt. Den energi kan du så bruge, til det som er pligt-gøremål. Dem har vi alle, og de er svære at komme af med.
❣️Uddelegér opgaver. Du behøver ikke gøre alt selv. Måske du med fordel kan give lidt slip på ansvaret.
❣️Lad andre tage initiativet. Hav tålmodighed og se om andre kommer på banen, med det der skal ske.
❣️Skru ned for forventningerne til dig selv og til andre. Italesæt det gerne.
❣️Slip ansvaret for stemningen, og tal måske med andre voksne om, hvordan I fælles har ansvaret.
❣️Prioritér de sociale arrangementer, der er vigtigst for dig og din familie.
❣️Vær opmærksom på om det er dine standarder eller andres, du forsøger at leve op til.
I julen skal vi👉
✔️til sociale arrangementer
Julestue, julefrokost, juleafslutning, klippe klistre, gløgg og æbleskiver, julemarked, juleudstillinger, julefilm og juleteater osv.
Skal du med til det hele og være der fra start til slut? Skal det du bidrager med altid være hjemmelavet? Skal du være med til at arrangere det?
✔️lave juleaktiviteter i hjemmet:
Pynt, juledekorationer, julebag, julehygge, julekonfekt og julerengøring.
Skal det være hjemmebagt, måske hjemmebragt kan gøre det?
✔️opretholde ”Den magiske jul”:
Juleeventyret skal iscenesættes, magien og traditionerne skal du fastholde og skabe.
Sætter du selv forventningerne højt?
✔️fordele sol og vind lige:
Tiden og samværet skal fordeles til alles tilfredshed. Hvem skal holde jul, 1. og 2. juledag – hvem skal med hvor og hvad med lillejuleaften? Holder vi flere juleaftener eller alternative jule.
Måske er man delt mellem familier, og føler, at man bliver trukket i fra flere sider.
Du gør det helt sikkert, så godt du kan - prøv at finde ro i det.
✔️på juleindkøb:
Mad, snacks og kager til alle de sociale arrangementer og til julehyggen hjemme, ting til de kreative gøremål; klippe klistre og dekorationer, og ikke at forglemme gaverne: kalendergaver, adventsgaver, julegaver, mandelgave og sikkert en hel masse andet. Dertil kommer det med økonomien.
Måske du kan få andre til at hjælpe? Kan I dele udgifterne?
✔️være sammen – og hygge os:
Mange er sammen med de samme gennem julen, og oplever, at det er trættende med de samme mennesker.
Andre skal se så mange forskellige mennesker, at det bliver svært at forholde sig og være nærværende med så mange forskellige.
Måske skal vi deltage i andre familiers juletraditioner og føler os på udebane.
Andre igen er måske meget alene og oplever ensomheden tydeligere end i hverdagene.
Der kan være relationer, der er brudt eller uvenskaber, som bliver præsente, og savn eller ærgrelse træder kraftigere frem pga. højtiden.
Savn af nære der er gået bort, eller bor langt væk.
Mennesker vi elsker og som af en eller anden grund, ikke kan være i samme selskab.
Det er alt sammen forhold som bliver tydelige til højtider, som vi, samtidig med alt det andet vi skal, både skal forholde os til og finde os til rette med inden i os selv og med vores omgivelser.
Prøv at arrangér dig så du får det, som du selv tror, er den bedste løsning for dig. Måske du kan formidle dit savn til dem, du savner eller dem, der også savner, så du dels får fortalt om din kærlighed til dem, og du får lettet dit hjerte.
Det er ikke så mærkeligt, at vi bliver stressede, men behøver det at være sådan?
I julen er vi præget af traditioner og forventninger, som vi ofte bærer med os fra vores familier.
Vi tager godt for os af retterne, og det bliver svært at ”spise op” – men husk, at du selv vælger, hvad du tager op på tallerkenen og om du spiser op eller levner.
Rigtig god jul - og pas på dig❣️
Comments